"U-hjemlig"

Af Sanne Kofod Olsen, mag.art. i kunsthistorie

Denne tekst er forfattet til udstillingen ”Fortællinger fra
det Uvisse” med Lise Blomberg Andersen, Kathrine Ærtebjerg, Linda
Bjørnskov, Mie Mørkeberg, Vibe Bredahl, Lærke Lauta og Julie Nord.

Det “Unheimliche” kaldte Freud det. Det ikke-hjemlige, overnaturlige,
uhyggelige. Eller måske det uvisse. Der findes egentlig ikke et
direkte ord at oversætte det med på dansk. Det ord, der kommer tættest
på, er det “uhjemlige” eller “det fremmede”.

Sigmund Freud var optaget af det “unheimliche” i forhold til
litteraturen. Begrebet havde han fra psykiateren E. Jentsch, der i
1906 havde udgivet artiklen “Zur Psychologie des Unheimlichen”. Heri
definerede Jentsch det “unheimliche” som “tvivlen om hvorvidt en
tilsyneladende levende person i virkeligheden er levende, eller
modsat, hvorvidt en død genstand i virkeligheden ikke er levende”.
I sin analyse af det “unheimliche” tog Freud
udgangspunkt i E.T.A. Hoffmans eventyr (/fantastiske fortællinger),
hvoraf han bl.a. analyserede “Der Sandman”. “Der Sandman” handler om
en ung student, der forelsker sig i en kvinde, som i virkeligheden
viser sig at være en robot (automaton). Denne tematik genkendes også
fra Mary Shelley’s Frankenstein, hvor Dr. Frankenstein producerer sit
teknisk skabte monster.

Den menneskeliggjorte maskine eller det på den ene eller den anden
måde teknisk skabte menneske har været et gennemgående motiv i såvel
litteratur som billedkunst. Fra historien om Pygmalion til
surrealisternes muse. Denne figur kan betyde adskillige ting. Den kan
symbolisere menneskets trang til at skabe noget levende (dog
mekanisk), men den kan på et metaniveau tolkes som en angst for
teknologiens fremskridt (i 1800-tallet) og en generel angst for
maskinernes magtovertagelse, som man f.eks. så i 1980’ernes mange film
om computere, der blev “levende”. Denne angst kan konkretiseres
yderligere, fordi det er en angst for forandringen. En angst for det
fremmede og det man ikke umiddelbart kan kontrollere eller overskue.
En velkendt folkelig følelse, som i dagens Europa kommer til udtryk i
voksende nationalisme og stigende fremmedhad, overfor en ikke-europæisk etnisk befolkning.

En sådan fortolkning repræsenteres af den slovenske psykoanalytiker og
filosof Slavoj Zizek, der ser det “unheimliche” i forhold til den
angst for det fremmede, som i dag kommer tilsyne i de europæiske
landes nationalistiske fraktioner. Og i hans analyse bliver det
fremmede lokaliseret meget entydigt, nemlig i forhold til hele
integrationsdebatten og det fremmedhad, der gør flere og flere
mennesker til ofre for nationalismen.

Det “unheimliche” som angsten for det fremmede er et velkendt motiv i
folkeeventyret. Her konkretiseres det fremmede i figurer som hekse,
trolde, drager m.m. Det fremmede, som også er ensbetydende med “det
onde”, repræsenterer faren for destabiliteten i forhold til det
“normale” liv. Vinder man over den udefrakommende trussel, vender man
tilbage til hverdagens ækvilibrium, normalitetstilstanden.

Eventyrets kredsen om den onde magt, som er reproduceret igen og igen
i såvel finkulturens såvel som populærkulturens produkter, fra
litteratur, billedkunst og teater til gyserfilm, tegneserier og
computerspil, synes altid at inddrage det “unheimliche” som et
væsentligt begreb. I populærkulturen (f.eks. hollywood-film) vil man
ofte som i folkeeventyret se et handlingsforløb, der drejer sig om at
overvinde truslen fra det “onde” eller det “fremmede”. I finkulturens
mere nuancerede sprog vil der snarere være tale om en visning, en
afsløring eller en decideret problematisering af nogle samfundsmæssige
mekanismer, der er med til at producere angsten for det fremmede. Det
“unheimliche” repræsenterer på abstrakt vis denne angst.

På udstillingen “Fortællinger fra det uvisse” arbejder kunstnerne på
forskellige måder med det “unheimliche”. Det “unheimliche” kan godt
her defineres som det uhjemlige (og dermed det fremmede), idet det
uhjemlige sættes lig det uvisse. Malerier og tegninger kan siges at
være en billedliggørelse af den fantastiske fortælling, hvor følelsen
af noget uregelmæssigt og ustabilt kommer til udtryk i den visuelle
oplevelse. I denne kredsen om det uvisse eller “unheimliche” kan
symbolsproget i malerier og tegninger henledes til et politisk niveau.
Det fremmede repræsenteres symbolsk i billederne.

I Julie Nords tegninger af alfer eller småpiger i blomstrende
landskaber bliver rosenknopper til dødningehoveder og guldsmede til
helikoptere. De dæmonisk-idylliske tegninger bliver nutidens memento
mori, hvor døden konkretiseres og relateres til den velkendte
virkelighed. Der er heller ikke langt fra lille-pige til dukkepige
(automaton), hvor døden tilsyneladende dukker op som en iboende kraft.
Derspilles pådet “unheimliche” i klassisk forstand. Nord trækker på
eventyret, såvel som andre finkulturelle bearbejdninger af det
eventyrlige, som for eksempel Lewis Caroll’s “Alice i Eventyrland”.

Denne kredsen om det “uhjemlige” er interessant i mere end en
forstand. Det er nærliggende at se begrebet i forhold til sin
modsætning, det hjemlige. “Det hjemlige” indeholder som begreb alt det
modsatte. Udover at det umiddelbart kan kædes sammen med det
nationale, indeholder det også følelser som stabilitet, ligevægt,
tryghed, m.m. Det skal heller ikke i denne sammenhæng overses, at det
hjemlige i traditionel forstand forbindes med “det kvindelige” eller
kvindens domæne. I et historisk, kulturelt og psykologisk syn på
kvinden indeholder hun på paradoksal vis både “det hjemlige” og “det
uhjemlige”.

Kvinden har traditionelt symboliseret hjemmet. Moderrollen har i denne
iscenesættelse (og i sig selv) symboliseret tryghed og vished. På den
anden side har kvinden dog også repræsenteret “det uhjemlige” i en
freudiansk optik. Før kvindens frigørelse og den seksuelle frigørelse
generelt var kvindens seksualitet “det uhjemlige”. For (den mandlige)
videnskab, som for eksempel den freudianske psykoanalyse, var kvindens
seksualitet “det ukendte”, naturen, det ukontrollable. Man foretog i
slutningen af 1800-tallet videnskabelige undersøgelser af kvindens
seksualitet hos sindssyge kvinder, som var i for tæt kontakt med deres
seksualitet eller (forsøgte at udleve) udlevede deres seksualdrift.
Eller med andre ord, som ikke forstod at undertrykke den. Her ses
balancen mellem “den hjemlige” og “det uhjemlige”. Det hjemliges
tryghed er også i freudiansk forstand ensbetydende med
kontrolleret/undertrykt seksualdrift, mens det “uhjemlige” er den
u-kontrollerede seksuelle drift, som ikke undertrygges. Dette kan også
ses som det uvisse. Værkerne på “Fortællinger fra det uvisse”
udtrykker således et psykologisk rum, der indeholder både politiske og
kønspolitiske tolkninger, foruden at det er en slags beskrivelse af en
psykologisk tilstand.

Der er ikke noget direkte “hjemligt” ved værkerne på “Fortællinger fra
det uvisse”. Det “hjemlige” eksisterer som en antitese. For netop det
uvisse er en søgen i psykologiens kringelkroge. Der er ikke tale om
nogen angst for det fremmede, snarere en udforskning af det.
Kunstnerne kan siges at ligge et sted mellem det symbolistiske og det
surrealistiske.

Lærke Lautas landskaber har denne symbolistiske, romantiske følelse,
der placerer dem et sted indenfor genren det romantiske/symbolistiske
landskab. Det er uvishedens landskab, en slags sindsbilleder, der for
så vidt arbejder meget ekspressionistisk med en psykologisk realitet,
som afspejler beskuerens egen realitet. Inviterer til at refleksion.
Hun har i tidligere værker arbejdet mere direkte med det
“unheimliche”. For eksempel i videoinstallationen “Sunday“, hvor et barn
cykler afsted gennem billedet på en tre-hjulet cykel i et smukt
landskab. Lauta arbejdede her med en filmisk “suspense”, dvs.
forventningen om at der sker “et eller andet”. Denne suspense synes
delvist overførlig til malerierne, som besidder en tomhed, hvor
handlingen synes øjeblikkeligt fastfrosset eller forsvundet.

Denne psykologiske refleksion ses også hos Lise Blomberg Andersen, der
ud af velkendte elementer skaber en ekstrem spænding og følelse af,
ja, det “u-hjemlige”. En lille fugl, et telt eller et parcelhus kan
pludselig fremstå med største uvished. Nærmest truende. Dette får en
politisk dimension, når de små fugle pludselig får hoveder, der
portrætterer kendte politikere. Malerierne er ikke er belærende eller
decideret holdningsprægede, men snarere en gengivelse af en
“u-hjemlig” følelse.

De antydede politiske problemstillinger ses også hos Mie Mørkeberg,
der ligeledes bruger landskabet som en iscenesættelse af et
fortælleforløb, som er mere eller mindre konkret. Mørkebergs malerier
bliver allegorier i anvendelsen af forskellige symbolske elementer:
slottet, kvinden, helikopter, kamera eller kvinder med hoveder som
høns og kommer dermed til at handle om konkrete emner som overvågning,
sladder, m.m. Mørkeberg synes at kredse om både det personlige og det
politiske, hvor det dog ikke kun handler om det personliges politik,
men også en generelt politisk bevidsthed i forhold til forskellige
samfundsforhold.

Julie Nords tegninger kan også ses som en slags allegorier, der
citerer eventyrfortællingens kompleksitet, men også refererer til en
realpolitisk virkelighed, som for eksempel krig, død og ødelæggelse.
Det udprægede eventyrlige univers kredser ofte om den lille pige i
skoven og naturens dæmonisering i det ukontrollable, som ultimativt
bliver døden.

Linda Bjørnskov arbejder også med dødstematikken i sine malerier.
Bjørnskov kredser om død, vold, fangenskab, der bliver nærmest
mareridtsagtige sekvenser, som synes at afsløre at menneskelig
uskyldighed ikke findes. Det bliver psykologiske landskaber, der
stiller “pigedrømme”, som et maleri hedder, overfor disillusionen. Hun
bruger familien som motiv, som kædes sammen med hjemmet og dets
tilsyneladende tryghed, men denne tryghed brydes straks af utrygheden,
det uvisse, som synes at komme tilsyne overalt. Drømmene aflives i
makabre drab. Modsætningen mellem det hjemlige og uhjemlige sættes
konkret overfor hinanden, samtidig med at det ligner en afsløring af
det ubevidste, det fortrængte.

Det ubevidste er også til stede i Kathrine Ærtebjergs malerier, idet
hun arbejder med drømmeagtige, surrealistiske sekvenser.
Ærtebjergs psykologiske portrætter tager udgangspunkt i en kredsen om
kvindefiguren, et alter ego, i konstant forandring. Hun stiller
spørgsmål til ideen om en fast identitet og betvivler eksistensens
stabilitet. Noget uvist, dunkelt, fremmed er iboende portrætterne.
Surrealismen i billeduniverset understreges af titlerne, som ikke
konkretiserer værkernes indhold, men snarere understreger det
udefinerbare, det uvisse og abstraktionen over metaforiske situationer.
I billedet ”Hun flyder ud” eksemplificeres dette helt ud i den konkrete
håndtering af materialet, den udflydende maling billedliggør
kvindefigurens udflydende krop - eller mangel på samme. Det
ambivalente, modsatrettede univers ses også i brugen af et barnligt,
naivt billedsprog som rummer følelser som er utilpassede, upassende,
vilde og grænsesøgende.

Vibe Bredahl arbejder måske mest konkret med en problematisering og
afmystificering af “det fremmede” på et politisk men også psykologisk
plan. Hun har rejst i Mellemøsten og bl.a. lavet projekter med kvinder
i Syrien. De tegninger, som Bredahl viser på udstillingen, har en mere
surrealistisk og apolitisk karakter. De er fra bogprojektet “Pun
Birds”, der er en slags “ordsprog”, hvor metaforiske tegninger af
mennesker og dyr sammenstilles i absurde eller situationsagtige
sammenhænge.

Værkerne på udstillingen “Fortællinger fra det uvisse” er en slags
eventyr uden opbyggelig morale. De er ikke instrumentelle, som eventyr
i moralsk forstand har været, men snarere afslørende og
selvrefererende. De dykker ned i den menneskelige psyke, som
præsenteres i et surreelt, metaforisk eller symbolsk sprog, uden dog
at definere en konkret betydningskonstruktion. Eventyret er et godt
udgangspunkt for arbejdet med det “unheimliche”, fordi man herigennem
kan antyde tilstande og afdække såvel individuelle som kollektive
psykologiske forhold i en genkendelig form. Uden dog at indholdet
bliver bogstaveligt og velkendt hjemligt.