
Installation i Kennedyparken

Pressemeddelelse:
MUSEET HYLDER KVINDELIGE KUNSTNERE
Med afsæt i museets unikke samling af værker af frederikshavneren Karl Bovin – medstifter af kunstnersammenslutningen Corner – ønsker vi nu at kaste et nyt og nødvendigt blik på denne arv – de kvindelige kunstneres blik.
Det gør vi med udstillingen Q for Corner.
Her giver vi ordet og rummet til de kvindelige kunstnere i kunstnersammenslutningen Corner i dag. Corner blev stiftet i 1932 af mænd, og har siden været præget af en markant
mandlig dominans – både i historiefortællingen og i den strukturelle kulturarv.
Historisk set har kvinder været og er fortsat underrepræsenteret i kunstens verden, og denne udstilling sigter mod at rette op på denne ubalance ved at fremhæve kvinders bidrag til kunstens udvikling.
Med udstillingen ’Q for Corner’ følger Frederikshavn Kunstmuseum i sporet på bl.a. udstillingerne ’Kvindernes moderne gennembrud’ på Den Hirschsprungske Samling samt ’Against all Odds’ på Statens Museum for Kunst, begge udstillinger fra 2024, og sætter søgeren på kvinders kunst.
Det er ikke sket før i Corners historie, at det alene er kvinder, som repræsenterer Corner på en udstilling, fortæller Christian
Andersen, daglig leder af Frederikshavn Kunstmuseum.
Q for Corner præsenterer værker af syv markante og anerkendte kvindelige kunstnere, der hver især har været med til at præge Corners udvikling og fornyelse:
Anita Viola Nielsen
Linda Bjørnskov
Freja Niemann Lundrup
Bianca Maria Barmen (SE)
Elisa Jensen (US)
Mia-Nelle Drøschler
Anne Mie Bak
Fernisering på ’Q for Corner’ er lørdag den 24. januar kl. 14.00-16.00.