Exit 06
Af Kathrine Olldag
Linda Bjørnskov har en særlig fornemmelse for at opdage de vanetanker og sociale konstruktioner, der afslører sig i hverdagens handlemønstre og i det vi tager for givet. Med sine malerier, tegninger og akvareller udfolder hun politiske problemstillinger med gavmild humor og blotterisk kritik. Hun formulerer sit kunstneriske projekt således: “Jeg opsøger sammenstød og modstand. Udstiller tabuer, erindrer traumer, forsøger at fremvise og måske aflive klicheer og myter inden for samfundet generelt og i kunsten. Jeg blotlægger historier, fortæller alt, så det bliver pinagtigt”. To af hendes malerier, ‘Bliv ikke fanget i et hus igen’ (2006) og ‘Her blåøjede – din tur!’ (2006), handler om den konflikt, man som kvindelig kunstner oplever, når man også har en familie. Dobbeltidentiteten som kunstner og mor er paradoksal og vanskelig, netop fordi moderrollen ofte fremføres som argument for, hvorfor kvindelige kunstnere ikke har den samme succes som de mandlige. Men hvad betyder det for drømmen om en kunstkarriere at have en familie? Kan hun indfri alle ønsker og behov? I sine malerier rejser Bjørnskov dermed et spørgsmål, der både er privat og alment, spørgsmålet om hvorfor der ikke er ligestilling mellem kønnene på den danske kunstscene.
I værket ‘Bare fordi man er blevet brændt af et strygejern’ (2006), kommenterer Bjørnskov direkte den danske politiske virkelighed, nemlig Britta Schall Holbergs TV-optræden på DR i februar i forbindelse med diskussionen om statsborgerskab til PTSD-torturofre (posttraumatisk stress-syndrom). Disse kan pga svære indlæringsvanskeligheder ikke bestå sprogprøver i forbindelse med statsborgerskabsansøgningen. Her negligerer Schall Holberg al forskning på området og argumenterer for at disse mennesker enten forsøger at snyde sig til et statsborgerskab, eller at det umuligt kan være et problem at lære noget “bare” fordi man har været udsat for tortur.
Linda Bjørnskovs billedunivers er fyldt med foruroligende virkelighedsforskydninger og social indignation, uden at det på noget tidspunkt bliver politisk korrekt. Gennem ekspressivt voldsomme malestrøg, dynamiske kompositioner, appropiationsteknikker og hysteriske farvekontraster kredser hendes motivverden om vold mellem kønnene, hendes egne oplevelser med denne vold, og om diskrimination og social udskydelse generelt. Hun blander motiver fra det personligt erfarede med indtryk fra det omgivne sociale rum, en blanding der “udstiller virkelighedens skrøbelighed og foranderlighed”, som hun selv forklarer. Hendes malerier er fanden-i-voldske og følsomme. Vold og poesi, dekoration og ekspressivitet, det personlige og det almene forenes i Linda Bjørnskovs både finurligt sensible og hårdtslående malerier.